Det bliver ikke bedre efter katastrofen

I 1954 udkom William Goldings "Fluernes herre" for første gang - og i 1960 fik vi den første udgave på dansk. Historien om en flok drenge, der strander på en øde ø, blev en klassiker, hvilket også kan ses af, at den netop er blevet genudgivet på dansk, både i nyoversættelse og som graphic novel.

Goldings blik er alt andet end nådigt, for det minature-samfund, som drengene opbygger på øen, falder hurtigt fra hinanden og ender i barbari. På den måde har han været med til at påvirke vores forventninger til vores medmennesker i tilfælde af katastrofer, og ikke til det bedre. Han var med til at skabe en formodning om, at junglens lov hersker, så snart systemet svigter.

Der er dog to ting, som folk ofte glemmer (eller ikke ved), når det handler om "Fluernes herre". Den første er, at bogen faktisk foregår efter sprængningen af en atombombe - drengene er ved at blive evakueret, da deres fly styrter ned, og der er tydelige paralleller til de voksnes samfund i udviklingen på øen. Den anden ting vil jeg vende tilbage til sidst i denne artikel.

Inden da vil jeg kigge på fem litterære katastrofer, der heller ikke tror på, at alting bare bliver okay efter katastrofen.

Naturen slår igen

John Wyndhams 1951-klassiker "Triffidernes dag" (tidligere "Da trifitterne kom") er lidt af en toslags-kombination mod menneskeheden. Først bevæger en meteor sig over himlen - og synet af den slår størstedelen af klodens befolkning med blindhed. Derpå viser det sig, at triffiderne - høje, kødædende planter, som dyrkes, fordi de leverer en brugbar olie - åbenbart har sanset en tom økologisk niche og spreder sig.

Wyndham er især kendt inden for det, der kaldes "cosy catastrophe", men det er måske en lidt misvisende betegnelse for "Triffidernes dag", da dræberplanter og blindhed ikke er den eneste trussel her - menneskene er ikke ligefrem at stole på.

En uklar katastrofe

Hvis man vil have et dystert syn på menneskeheden, og hvad de gør ved hinanden efter katastrofen, er det svært at komme uden om Cormac McCarthys "Vejen". Her ved vi blot, at vi befinder os efter "den store katastrofe", og læseren trasker tungt og deprimeret i fodsporene på en far og hans søn, mens de forsøger at finde blot det mindste lys.

"Vejen" er en mørk odysse gennem en ødelagt verden, hvor næsten alt liv er væk, og de få overlevende mennesker er presset derud, hvor der ikke er meget menneskeligt tilbage. Det er ikke en bog for svage sjæl og folk, der gerne vil bevare deres tro på menneskeheden.

Det sociale sammenbrud

En del af mysteriet i Jacqueline Harpmans "Jeg som aldrig har kendt mænd" er ikke alene, hvad der er sket med samfundet, men også hvor historien foregår - for hovedpersonen er en ung kvinde, der er trukket ud af enhver sammenhæng. Sammen med 39 andre kvinder sidder hun indespærret under jorden og har gjort det så længe, at hun intet husker fra verden udenfor. Ingen af dem ved, hvorfor de sidder indespærret.

"Jeg som aldrig har kendt mænd" er en belgisk roman og oprindelig fra 1995, men har fået en pludselig renæssance, hvor den har ramt noget i tiden. Den kaldes bl.a. en moderne udgave af "Tjenerindens fortælling".

Klimaforandringer

For at være ærlig er klimaforandringer ikke det eneste problem i Octavia E. Butlers "Lignelsen om såningen" (første del i Earthseed-serien) - Den verden, som Lauren lever i, synes at drukne i problemer, ikke mindst ulighed og løssluppen kapitalisme. Det gør ikke tingene bedre for Lauren, at hun lider af hyper-empati og påvirkes af andres smerte. Da hendes lille samfund bliver angrebet, tvinges hun ud på en rejse mod nord igennem det ødelagte USA.

Lauren arbejder for en bedre verden ved at sprede sin egen religion, men det er ærligt talt ikke en frugtbar mark, hun forsøger at plante håb i. Og som nutidig læser rammer det lidt ekstra hårdt, at bogen, der oprindelig er udgivet i 1993, starter i det dystre år 2024. Historien fortsætter i "Lignelsen om talenterne".

Vampyrer

Vampyrer er nok ikke det, man forventer at se som en verdensomspændende katastrofe - de er oftest mere et én-til-én problem. Men hvis man tænker problemet igennem - og det gjorde Richard Matheson helt tilbage i 1954 - bliver de hurtigt mere end blot blodsugende jægere. De bliver menneskehedens undergang. Robert Neville overlever i en verden, hvor krig og efterfølgende epidemi har efterladt ham alene og i en evig kamp med de monstre, der lever om natten.

Mathesons bog er selvfølgelig ikke så dramatisk og actionfyldt som f.eks. Justin Cronins "Den første"-serie, men til gengæld formår den at kaste et deprimerende blik på både menneskeheden og de væsener, der står til at arve jorden efter os.

Tilbage til Fluernes herre

Før man bliver alt for deprimeret af alle disse bøger og deres manglende tiltro til mennesker, er det værd at huske på, at William Golding ikke ramte helt rigtigt med sin fremstilling af folk som dybest set selviske væsener. Da en gruppe skoledrenge i 1965 strandede på en øde ø - helt uden voksne - var det er helt andet scenarie, der udspillede sig, end det, Golding havde beskrevet. 15 måneder var de alene på øen - og samarbejdede eksemplarisk om at skabe et velfungerende minisamfund.

Så husk - det er gode historier. De skal ikke tages for alvorligt.