Reglement

Reglement for benyttelse af bibliotekerne i Horsens Kommune

Låneret og lånerkort

Alle kan benytte bibliotekerne i Horsens Kommune. Det er gratis at benytte bibliotekerne. For at blive oprettet som låner på Horsens kommunes biblioteker kræves forevisning af gyldig legitimation, som skal indeholde CPR-nummer og foto - gælder fra18 år. Vedrørende oprettelse af lånerkort til børn, se linket herunder:

Som lånerkort benyttes normalt sundhedskortet (sygesikringsbeviset), men man kan også vælge at få et lånerkort.

Ethvert lån er personligt. Der må kun lånes på eget sundhedskort eller lånerkort. Bortkommer sundhedskort/lånerkort, skal dette hurtigst muligt meddeles til biblioteket for at undgå misbrug.

Lånetid

Lånetiden er normalt 1 måned. Visse materialetyper har kortere lånetid.

Lånetiden vil fremgå af materialet og af udlånskvitteringen.

Normalt kan lånetiden forlænges, hvis materialet ikke er reserveret af andre, dog maksimalt med 3 låneperioder.

Reservering

Udlånte materialer kan reserveres.

Der kan skaffes materialer fra andre biblioteker.

Der gives besked, når materialet kan afhentes.

Registrering af udlån

Alle udlån og afleveringer registreres i bibliotekets IT-system.

Ved udlån udskrives en kvittering, der viser hvad der er lånt og hvornår det skal afleveres.

Lånet slettes, når materialet er afleveret til biblioteket. Biblioteket har dog i op til 4 uger efter afleveringen mulighed for at se hvem der har lånt et givet materiale.

Bibliotekets behandling af personoplysninger sker efter persondataloven.

Ansvar for det lånte

Låneren er ansvarlig for de lånte materialer.

Hvis et lånt materiale bortkommer, skal der betales erstatning, som dækker bibliotekets nyanskaffelsespris, incl. moms og klargøring.

Ved beskadigelse af materialer betales erstatning eller reparationsomkostninger.

Biblioteket påtager sig intet ansvar for de skader, der er opstået på lånerens maskinel i forbindelse med benyttelsen af hjemlånte materialer.

Inddrivelse af ubetalt gæld

Horsens kommunes biblioteker kan overdrage ubetalt gæld til biblioteket til inddrivelse via Horsens Kommune/ SKAT.

Ubetalt gæld inddrives (med tillæg af omkostninger) i henhold til gældende dansk lovgivning (Lov nr. 1333 af 19.12.2008 om inddrivelse af gæld til det offentlige).

Udelukkelse og bortvisning af lånere

Horsens kommunes biblioteker kan udelukke lånere, der i gentagne tilfælde ikke afleverer lånte materialer eller afleverer lånte materialer i beskadiget stand. Udelukkelsen kan opretholdes, indtil materialet er afleveret eller erstattet.

Lånere, der skylder biblioteket 200 kr. eller derover, udelukkes indtil hele gælden er betalt. Denne udelukkelse sker med 14 dages skriftlig varsel.

I særlige tilfælde har biblioteket dog hjemmel til at foretage udelukkelse uden varsel, f.eks. hvis låneren i gentagne tilfælde ikke afleverer lånte materialer eller afleverer lånte materialer i beskadiget stand.

Brugere, der ikke respekterer god ro og orden, eller ikke følger personalets anvisninger, kan bortvises fra biblioteket.

Har du spørgsmål eller kommentarer til ovenstående så kontakt venligst biblioteksleder, Claus Hagstrøm Hansen.