Den bøvede, den bitre og de virkeligt brutale

Hvad har Esben, Pondus og Sløth til fælles? De optræder alle i korte humoristiske striber, der gerne handler om familie og forhold - men på vidt forskellige måder, fra skilsmisse over fadøl til den rene satanisme. Og det er voldsomt underholdende hele vejen.

Jeg har en forkærlighed for humorstriber - de er korte, de leverer et hurtigt grin, og hvis folkene bag kan deres kram, fortæller de også over tid lidt større historier, end man kan klemme ind på sådan 3-4 ruder. Det gælder for alle de tre serier, jeg har valgt at tage med her.

Titlerne på dem er: Esben er bitter, Pondus og Belzebubs. De er vidt forskellige, men de har også gode ting til fælles. Først og fremmest det hurtige grin.

PONDUS

"Pondus" er en norsk tegneserier, skrevet og fortalt af Frode Øverli. I Norge har den kørt siden 1995, og i Danmark har den været at finde både i Basserne, flere aviser og sine helt egne tegneseriehæfter (du kan se et udvalg herunder - og så ellers kaste dig ud i samlingen her).

Pondus er titlen og hovedpersonen - en helt almindelig (mere eller mindre) fyr med hang til fodbold, fadøl og bøvet humor; men omkring ham finder læseren noget af en skare kulørte personligheder med Pondus' kone, Beate, som den rolige stemme. Det er et godt udgangspunkt, der bringer læseren indenfor i familielivet, men også i alle de miljøer, der findes omkring det - dødsmetallernes lille kreds, Pelles evindelige scoringsforsøg, livet i baren, teenagernes genvordigheder, Elze og Günthers sære samliv og så videre og så videre.

Øverli leverer ikke finpudset og pæn humor, men grovkornet og politisk ukorrekte brandere. Heldigvis ikke på den måde, hvor man mærker et forsøg på at overskride grænser, men mere en kærlig gengivelse af en vis type personer. Det gør Pondus til en serie, hvor man nogle gange himler med øjnene, men gerne trækker på smilebåndet imens. 

ESBEN ER BITTER

Danske "Esben er bitter" har et noget enklere udgangspunkt: nemlig skaberen, Theis Christiansens, egen skilsmisse. 

I had it coming!

Ikke desto mindre kom min kones forslag (om skilsmisse, red.) som lyn fra en klar himmel (den spejlblanke bliver altid overrasket over det uundgåelige), og mit liv og min selvforståelse blev sendt til tælling. Og som de fleste rigtige mænd besluttede jeg mig for, at det bedste modtræk var at ignorere min kones ønske, og så ville det nok gå væk af sig selv.

Ordene er fra efterordet til den første samling af Esbens oplevelser, og de viser tydeligt, hvor hovedpersonen kommer fra. 

Esben er naturligvis heller ikke alene i verden - der er konen (eller ekskonen, men de bliver ved med at bo sammen et stykke tid … fordi Esben ikke kan tage sig sammen til at finde en lejlighed), datteren (som han elsker så inderligt), en mor, en svigermor og alle de der andre mennesker, man møder midt i livet. De er ikke helt så karikerede som de figurer, man møder i "Pondus", for "Esben er bitter" har en helt anden stemning. Humoren er naturligvis i højsædet, men Christiansen tillader sig også at være ærlig - Esben ER lidt af en taber, og han ER lidt på røven, og det ER faktisk lidt synd for ham.

På den måde formår de korte historier om Esben at spænde fra pruttevitser til det helt dybfølte. På samme måde er der også mere udvikling i den overordnede historie her - Esben er nødt til at flytte sig, han kan ikke blive boende hos sin ekskone, og han kan (desværre for ham) ikke blive ved med at være den samme, ikke-altid-elskelige person. Det gør også "Esben er bitter" til et fornøjeligt bekendtskab på flere planer. 

BELZEBUBS

En helt anden type familie finder vi i J. P. Ahonens serier om "Belzebubs". Her er der næsten tale om den klassiske kernefamilie: far og mor, der elsker hinanden, to børn, en hund og så videre. Med den vigtige detalje, at faderen, Sløth, spiller i et blackmetalband, og hele familien er påført corpse paint-makeup og tilbeder Satan (eller har i al fald for vane at påkalde dæmoner). Det er grundlæggende, hvad der ville ske, hvis H. P. Lovecraft forsøgte at skrive en sitcom.

"Belzebubs" er løsere struktureret end de to andre tegneserier her - ikke så fast i formen, hvor de andre gerne holder sig til den klassiske rudeopdeling. Det er tydeligt, at der er tale om, at Ahonen ikke blot underholder læseren, men også morer sig, for formatet farer i lige præcis den retning, han har lyst til. Det lyder skummelt og skræmmende, men det er først og fremmest festligt og forunderligt. "Belzebubs" er den familie, man kunne være blevet voksen i, hvis man havde holdt fast i sine teenagedrømme!

"Alle lykkelige familier ligner hinanden, hver ulykkelig familie er ulykkelig på sin egen måde." Det er første linje i Tolstojs "Anna Karenina" - men helt ærligt: disse tre tegneserier (som jeg anbefaler på hver deres måde) viser tydeligt, at Tolstoj ikke anede, hvad han snakkede om. Lykkelige familier er - i al fald i tegneserierne - sjove at læse om, men det kan de ulykkelige også være.