Hvad kan man lave på børnebiblioteket?

Biblioteket er meget mere end kun bøger - selvom der er rigtig mange bøger, og man meget gerne må låne og læse dem. Find ud af her, hvad man mere kan lave på biblioteket...

børn med rasleæg i hænderne
Ksenia Chernaya, Pexels

Leg og hæng ud

På børnebiblioteket har vi gjort os umage med at lave plads til børn. De betyder, at man kan lege i de små legehuse og gå balance på motorikbanen. Man kan tegne ved kreabordet eller dyste i bordfodbold. Man kan spille computer eller prøve vores arkademaskine. Man kan også bare være her: Spise madpakker, lege gemmeleg, hygge i sofaerne og den slags. 

Her er åbent alle ugens dage, så man kan søge ind på biblioteket for at lege på en regnvejsdag, hvor man ikke orker at sidde og skutte sig på legepladsen.

Mødested

I kan også bruge biblioteket som mødested. Man kan lave en legeaftale her, drikke kaffe med sin mødregruppe, afholde brætspilsklub eller hænge ud med vennerne. 

Vi har rum, som kan bookes gratis. Men hvis I gerne vil være i det store rum med alt hvad det kan medføre af tumult og glade børn, så er I altid velkomne uden at skulle planlægge eller booke. Måske møder I spontant en jævnaldrende, som gerne vil lege.

Fornødenheder

Her er vand i vandhanen, pusleborde og høje stole. Der er også mulighed for at koge vand, varme grød og købe en kop kaffe. Og skulle der blive brug for et plaster, så kan vi også godt finde det. 

Deltag i arrangementer

I løbet af året er der forskellige arrangementer for børn, nogle for børn alene, nogle for familier og nogle for skole eller institutioner. Det kan være teater, filmvisning, kreative aktiviteter, koncerter, gaming, forfattermøder, højtlæsning eller noget helt syttende.

Hold øje med programmet på vores hjemmeside eller i appen. Mange arrangementer kræver billetter, men som hovedregel er børnearrangementerne gratis.